|
|
Jørgen Dickmeiss jorgen@tumulten.dk
Født 26.02.71
violin, mandolin, jøde harpe, diatonisk harmonika, bodhran, vokal
Fik ideen til Tumult under sin uddannelse på Det Fynske Musikkonservatorium. Fordybet i den danske folkemusik og visetradition og inspireret af erfarne spillemænd fra før og nu, har han i efterhånden mange år komponeret sin egen musik, der i 1999 blev grundlaget for Tumult. Jørgen har været langt omkring for at finde sin passion, folkemusikken. Han begyndte sin musikkarriere bare seks år gammel sammen med sin bror i det lokale FDF Brassbrand, hvor han spiller kornet. Som 11-årig skiftede han kornetten ud med en violin.
Den unge Jørgens temperament er imidlertid til mere og andet end noder og klassisk violinspil, så han begynder at eksperimentere på violinen med andre stilarter og andre måder at spille på. Begynder også at spille guitar.
Efter endt gymnasietid på Odense katedralskole rejser Jørgen ud i verden til Egypten, Tyrkiet, Grækenland, Irland, Israel og Frankrig i et par år, men det er først efter et højskoleophold på 8 måneder beslutter Jørgen sig for at det er musikken han vil bruge sit liv på. Først læser han til Bachelor i musikvidenskab på Aalborg Universitet men da folkemusiklinien på Det Fynske Musikkonservatorium oprettes, søger og kommer han ind. Et nyt univers åbner sig for ham - endelig er han havnet på den rette hylde, og han lader sig inspirere og suger til sig.
Jørgen har siden 2003 boet sammen med sin hustru Maren, deres søn og datter i Davinde, en lille landsby 15 kilomester sydøst for Odense. Her fortsætter han med at lade sig betage af den danske folkemusiktradition og folkemusik i det hele taget.
Ved siden af at bruge det meste af sin tid på at lave så meget tumult som muligt, spiller han også i Svøbsk (dansk traditionel og kontemporær folkemusikduo/trio/kvartet) og Tangueros (argentinsk tangokvartet)
www.svobsk.dk
www.tangueros.dk
|